Når jeres barn starter i Mundi, er det vores mål at gøre indkøringen tryg og fleksibel. Ingen børn er ens, og derfor tilpasser vi indkøringen efter det enkelte barns behov og jeres families situation.
Indkøring i vuggestuen
For vuggestuebørn anbefaler vi en indkøring over 14 dage, men vi justerer altid undervejs, så det passer til barnet og jer. Når I har fået tilbudt en plads hos os, ringer en pædagog fra stuen til jer, så I sammen kan aftale, hvornår barnet skal starte. Samtidig taler vi blandt andet om:
- Noget særligt, vi skal vide om jeres barn
- Familieforhold og eventuelle ændringer i barnets liv
- Jeres og vores ønsker for samarbejdet
- Vores forslag til, hvordan indkøringen kan foregå
- Vores pædagogiske tilgang
- Praktisk information
Hver familie får en kontaktperson, som følger barnet tæt og ser på dets udvikling og trivsel med pædagogiske øjne. Det betyder ikke, at I ikke kan tale med de andre medarbejdere – vi arbejder altid tæt sammen om alle børn.
På den første dag hilser vi på hinanden og viser huset frem. I får også en liste over anbefalet tøj samt en guide til vores kommunikationsplatform, Aula.
Indkøring i børnehaven
For nye børnehavebørn varer indkøringen 14 dage. Vi følger altid barnets tempo og justerer undervejs alt efter hvordan det går.
Praktisk information
Alle børn har en garderobeplads. Sørg for, at garderoben er opdateret med skiftetøj, overtøj og sko, der passer til årstiden og alt slags vejr. Husk at skrive navn i tøjet, så det kan finde hjem, hvis det kommer på afveje.